søndag, december 22, 2024

Top 5 i denne uge

Relaterede indlæg

Katherine Diez: »Jeg har været en idiot«

Litteraturanmelder og influencer Katherine Diez taler nu om plagiatbeskyldninger.

Efter flere dages tavshed udtaler Katherine Diez sig nu om plagiatanklagerne.

Litteraturanmelder og influencer Katherine Diez reagerer nu på de anklager om plagiat, der i de seneste dage har hobet sig op.

»Jeg lever for at skrive og er derfor dybt ulykkelig over det skete og har brugt den sidste uge på at indse, at jeg har haft en uansvarlig, sløset, usystematisk arbejdsmetode, som har medført en række fejl, som jeg dybt beklager«, skriver Katherine Diez på Instagram.

Hun undskylder fejlene og skriver, at hun vil tage ved lære af dem: »Jeg har været en idiot«.

Reaktionen kommer efter, at anklager om, at hun skulle have plagieret andres arbejde, først begyndte at florere på internetsiden Reddit.

Siden har Berlingske igangsat en undersøgelse af Katherine Diez’ arbejde som anmelder på avisen, efter at blandt andre mediet Kulturmonitor har sået tvivl om, hvorvidt hun har kopieret fra andres tekster.

Modemagasinet Elle har ifølge TV 2 valgt midlertidigt at fjerne Katherine Diez’ tekster fra mediets hjemmeside som følge af plagiatanklagerne.

I sit opslag på Instagram skriver Katherine Diez, at hun ikke kan udelukke, at der i hendes klummer, anmeldelser og opslag gennem de seneste år har været andre tilfælde, hvor hun har glemt at henvise til de originale kilder.

»Jeg er vred på mig selv, ulykkelig, skamfuld mest af alt. Dette er mit livs hidtil største professionelle lærestreg, og jeg tager den på mig som en opvågning, som jeg prøver at finde en mening med, så jeg kan finde tilbage til mig selv«.

Click here to preview your posts with PRO themes ››

Politiken har i løbet af de sidste par dage forsøgt at få et interview med Katherine Diez, men det er ikke lykkedes.

Farede vild i noter

Katherine Diez var tilknyttet Berlingskes kulturredaktion som freelancer fra 2018 til 2022.

Avisens kulturredaktør Birgitte Borup sagde tirsdag, at det er anklager om plagiat af hele tekststykker i avisen, der ligger til grund for undersøgelsens af hendes arbejde som anmelder.

»Det er på ingen måde acceptabelt at plagiere uden tydelig kildeangivelse«, sagde Birgitte Borup.

Ifølge Berlingske fortsætter avisen med sin undersøgelse af Katherine Diez’ arbejde.

Kulturmonitor har tidligere beskrevet eksempler på, hvordan Katherine Diez på sin Instagram-side har skrevet opslag, der skulle have brugt passager fra akademiske opgaver og anmeldelser, uden at det er blevet krediteret.

Katherine Diez er en af landets mest profilerede influencere på Instagram, hvor hun har tæt på 60.000 følgere.

I sit opslag om plagiatsagen skriver Katherine Diez, at hun igennem tiden har arbejdet med et arkiv af egne tekster, noter og tekstelementer fra »her og der og alle vegne«, som hun er »faret vild i«.

»Dertil en blanding af korte deadlines, overspringshandlinger og en åndssvag higen efter at skrive mere og mere og levere som en superstjerne hver gang. Fejlene hverken kan eller skal bortforklares«.

Populære artikler