Kenyas præsident siger, at omstridt lov trækkes tilbage. Mindst 23 er meldt dræbt under protester mod loven.
Kenyas præsident, William Ruto, vil ikke underskrive den budgetlov, som har udløst dødelige demonstrationer i landet.
Det siger han på et pressemøde onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
»Når jeg lytter nøje til Kenyas befolkning, som har sagt højt, at de ikke vil have noget at gøre med denne finanslov for 2024, giver jeg mig. Og derfor vil jeg ikke underskrive finansloven for 2024, og den vil efterfølgende blive trukket tilbage«, siger William Ruto.
Loven, der vil medføre skattestigninger, hvis den bliver vedtaget, sendte utilfredse kenyanere på gaden flere steder i landet tirsdag.
Ved en demonstration i hovedstaden Nairobi affyrede politiet tåregas, vandkanoner og senere skud mod demonstranterne, som befandt sig uden for det kenyanske parlament.
Samtidig stormede flere demonstranter området, hvor parlamentet ligger, og dele af parlamentsbygningen brød i brand.
Click here to preview your posts with PRO themes ››
Ifølge Kenyas lægeforening er mindst 23 personer blevet dræbt under tirsdagens demonstrationer.
Demonstranterne har varslet yderligere aktioner i løbet af ugen på sociale medier under hashtagget ’tutanethursday’, som betyder ’vi ses på torsdag’ på en blanding af swahili og engelsk.
William Ruto siger på pressemødet, at han nu vil påbegynde en dialog med de unge i Kenya. Han siger ikke noget om, hvordan dialogen skal foregå.
Han vil desuden arbejde på besparelser for at udligne landets finanser. Her vil han begynde med at se på besparelser for præsidentskabets budget, lyder det.
Protestbevægelsen mod de nye afgifter er begyndt online og er ledt af unge kenyanere.
Loven, der demonstreres mod, var under behandling i parlamentet tirsdag. Der er blevet fjernet visse afgifter som eksempelvis på brød og madolie, men tilføjet nye for at undgå hul i budgettet.
Afgifterne har til hensigt at mindske Kenyas gæld.