Forbered dig på et af årets himmelske højdepunkter. Stjerneskud med udspringspunkt i stjernebilledet Perseus.
August starter med fænomenet supermåne. Da Månens bane om Jorden er elliptisk, vil månens størrelse se ud til at ændre sig. Den gennemsnitlige afstand til Månen er 384.400 km, men i dag vil vi kun befinde os 357.400 km fra vores nabo.
Modstykket til supermånen er mikromånen, som vi kunne observere tidligere på året. Månen har en diameter på godt 3.475 km, og når vi sammenligner de to tilsyneladende størrelser, vil Månen i dag se 12 pct. større ud, end den gjorde ved mikromånen 5. februar.