Rundetaarn lukker færre gæster ind end tidligere for at sikre de besøgende en bedre oplevelse.
7. juli fyldte Rundetaarn i København 382 år. Det knap 35 meter høje tårn er bygget af Christian IV og et yndet mål for turister. Arkivfoto
Det Skæve Tårn i Pisa, Louvre-museet i Paris og Akropolis-komplekset i Athen har det. Og siden april i år har Rundetaarn i København haft det: en grænse for, hvor mange besøgende der lukkes ind på en dag.
De fire attraktioner er eksempler på begrænsninger for turister, som er indført inden for de senere år, dels for at minimere presset og slitagen på de berømte bygninger, dels for at forbedre oplevelsen for de besøgende, så de ikke skal kæmpe sig frem på seværdighederne.
Mens det er muligt at købe billet og dermed booke en tid til besøg i de tre attraktioner i Pisa, Paris og Athen, kan man kun købe billet til Rundetaarn ved indgangen. Det betyder, at folk på det seneste har måttet vente i kø udenfor på tidspunkter, hvor der har været mange mennesker, der ønskede at se udsigten over København fra toppen af det 35 meter høje tårn.
Ifølge Jeanette Bursche, direktør for Rundetaarn, vil det typisk være cirka 20 minutters tid, man kan risikere at stå i kø. Før skyndte man sig at få lukket flest muligt ind, så der er selvfølgelig tale om en stor forandring, som besøgende lige skal vænne sig til, siger direktøren til Ritzau.
»Vi synes, det giver en bedre oplevelse inde i tårnet«, siger hun.
Beslutningen om at lade folk vente er truffet, selv om det koster på indtjeningen. Ifølge Jeanette Bursche vil tiltaget medføre omkring 140.000 færre besøgende, hvilket svarer til mellem 4 og 5 millioner kroner om året.
Click here to preview your posts with PRO themes ››
Rundetaarn er især kendt for sin sneglegang, som med en lang sliske – og dermed ingen trappetrin – fører op til tårnets top.
Rundetaarn, der er beliggende i det centrale København, blev rejst af kong Christian IV og stod færdigt i 1642. Det er en del af Trinitatis-komplekset, hvor også Trinitatis Kirke hører til, og på toppen ligger Europas ældste observatorium, hvor store astronomer som eksempelvis Ole Rømer i 1600-tallet havde deres virke.
Stadig en lavprisattraktion
Ifølge Ritzau har der været lidt udfordringer med kommunikationen til gæsterne, da der ikke er blevet sat skilte op, som forklarede, hvorfor der ikke blev lukket flere ind. En del besøgende har for eksempel troet, der var gået noget galt med kasseapparatet, men det er altså ikke tilfældet.
Den nye tilgang, som er permanent, understreger Rundetaarn-direktøren, vil fra 1. januar blive fulgt op af en prisforhøjelse: fra 40 kroner for en voksenbillet til 60 kroner. En stigning på 50 procent.
»Det svarer til 8 euro. Vi vil stadig være en lavprisattraktion«, siger Jeanette Bursche til Ritzau og tilføjer, at der vil blive indført fri adgang for børn op til 18 år og halv pris for studerende.
Tiltaget i Rundetaarn kommer samtidig med en række protester flere steder i Europa mod den stigende mængde af turister. Senest sprøjtede lokale i den spanske storby Barcelona i weekenden med vandpistoler mod gæster på en fortovsrestaurant.