Protester mod masseturisme breder sig flere steder i Europa, mens politikere og rejsebranche stort set kun taler for flere rejsende og økonomisk vækst. Hvornår får vi øjnene op for turismens bagside?
De lokale beboere i den spanske by Malaga gik i den sidste uge i juni på gaden for at demonstrere mod overturisme i deres by under mottoet ‘Malaga for at leve, ikke for at overleve’.
»Dette cirkus plejede at være mit hjem«, står der skrevet med sort tusch på et lysebrunt stykke pap. Nedenunder fortsætter teksten i rødt med ordene: »Stop turistificering!«.
En midaldrende kvinde holder papskiltet i strakte arme op mod den blå himmel og solen, der – som næsten altid, fristes man til at skrive – brager ned over den spanske solkyst. Kvinden er blot en af de mange lokale, der lørdag 29. juni gik på gaden i Solkystens største by, Malaga, for at demonstrere mod masseturisme.