Bor du i Aarhus og omegn har du muligheden for at opleve Politiken-journalist Lea Wind-Friis fortælle om de store spændinger mellem land og by. Om besættelsestidens største sag om landsforræderi. Og om en patriarks fald.
Et ringbind med oldefarens efterladte erindringer blev startskuddet til Lea Wind-Friis’ bog ‘Bondehjerte’. I bogen oprulles de store spændinger mellem land og by, der prægede Danmark i 1930’erne. Helt centralt i fortællingen står forfatterens oldefar Jens Thomsen fra Hjarup uden for Kolding og hans ensidige kamp for det landbrug, som deres slægt er rundet af – ligesom rigtig mange andre familier her i bondelandet Danmark.
Med udgangspunkt i et større billedmateriale vil Lea Wind-Friis i dette foredrag udfolde historien om Jens Thomsen og hans og de andre bønders protester, herunder det bemærkelsesværdige Bondetog til København i 1935. Under foredraget vil Lea Wind-Friis pege på ligheder (og forskelle) mellem datidens vrede og nogle af de protester, vi ser i dag, herhjemme og i Europa. Og hun vil berøre retssagen mod oldefaren efter besættelsen, der anklagede ham for konspiration om et statskup, der skulle indsætte en bonde/nazist-regering.